
Boller i selleri er en af de efterhånden glemte danske gastronomiske skatte. Det er en gammel dansk ret, og dens plads i det danske køkken er efterhånden truet. Det skal der laves om på, for boller i selleri smager skønt – rigtigt skønt.
Som madentusiast (eller hvad man nu skal kalde mig), læser jeg meget om mad. En af mine absolutte favorit (koge)bøger i 2015 er Martin Pilmarks 61 Licks – som i øvrigt har vundet en pris som værende verdens bedste kogebog. Hr. Pilsmark laver ikke en masse uoverskueligt besværlig mad i bogen. Det er ligefremt, ærligt og så smager det bare skide godt, det man får lavet fra hans opskrifter.
Det var også med stort inspiration fra 61 Licks, at jeg begav mig i køkkenet, for at lave boller i selleri til aftensmad.
Det er en billig ret, og med få remedier kan boller i selleri opgraderes fra at være relativt neutral, til at være et bombardement af umami og velsmag i din mund.
Hvis du er en af dem, som ikke kan lide selleri, bør du springe let og elegant videre (eventuelt til min græskarsuppe?). For dette er en ret, som er fuld af sellerismag – vel at mærke uden at det bliver kvalmt. Det er blødt og lækkert, salt, syrligt og generelt bare en rigtig god oplevelse.
Uden mere snak vil jeg vise dig, hvordan du kan føre stemningen tilbage til mormors gryder, med en udgave hun med garanti ikke har prøvet før: Boller i selleri med bagte mandler, æble i tern og trøffel.
- 1 stort hoved knoldselleri
- 750ml sødmælk (mini eller let kan også gå an)
- 50-75g smør
- Citron
- God salt
- Trøffelolie - bruges til anretning(har du frisk trøffel bruger du selvfølgelig det)
- Et æble - bruges til anretning
- 500g hakket svinekød
- Et lille løg
- Et æg
- Lidt mel (til det binder farsen sammen)
- 1 spsk vand (måske lidt mere)
- 1 liter hønsefond (som du koger i)
- Salt/peber
- Evt. et par dråber trøffelolie
- 50g mandler
- Lidt olie
- Salt
- Skær skrællen af sellerihovedet, skyl det og skær selleri i grove tern
- Kog det i mælken ved svag til det er mørt (40-50 minutter alt efter størrelse på tern)
- Rør i sellerien og mælken jævnligt, så det ikke brænder på
- Hæld mælken fra i en seperat kande
- Blend sellerien med lidt af mælken, og tilsæt løbende mere og mere mælk, til du har har en blød og cremet konsistens
- Blend smør i cremen og smag til med salt og citron
- Pil og hak løg fint
- Bland sammen med svinekød, æg, lidt mel, salt/peber og et skvæt vand til en fars
- Lav store flotte kødboller ved hjælp af en spiseske, og kog bollerne i hønsefond
- Kødbollerne er færdige når de flyder til tops (tager op til 5 minutter)
- Kog lidt vand og hæld over mandler
- Smut mandlerne, hæld dem i et ildfast fad med lidt olie og salt
- Bag ved 180 grader i 20 minutter eller til de er gyldne
- Lad dem køle af bagefter
- Hak dem groft lige inden de skal drysses over retten
Hvis du laver mindre portioner, egner retten sig også godt som forret.
Boller i selleri – i billeder:
Jeg havde en rest kødboller liggende i fryseren. Når du laver kødboller, så lav en god stor portion. Så har du til boller i karry, boller i selleri eller noget helt tredje.
Mandlerne står og køler lidt af, så de kan blive dejligt sprøde.
Så groft skærer jeg min selleri.
Sellerien står og småkoger lidt i mælken.
Min relativt nye bamix er fremragende til at klare opgaven.
Lige inden servering hældes der lidt trøffelolie (eller frisk trøffel hvis du har det) på retten.
Retten er klar.
En ret som boller i selleri kan sagtens tage sig godt ud med lidt lækker garniture.
Vi nød retten med stort velbehag. Trøffelolien er spot on sammen med sellericremen, og de bagte mandler har et helt perfekt “dybt” knæk i munden, som bare skal prøves. Servér gerne retten for dine bedsteforældre (og forældre) – jeg lover, at de vil blive imponeret.
Velbekomme.
The post Boller i selleri – Som du ikke har fået det før appeared first on Madsvin.com.